Europa og den grænseløse kærlighed – prøve

Læseprøve fra Europa og den grænseløse kærlighed

Fra kapitel 1

De næste tolv dage blev en række af oplevelsesrige dage, hvor vi stille og roligt kom ind på livet af hinanden. Nop kastede sig ivrigt ud i at få mig til at holde af sit land, af millionbyen Bangkok, der sprudlede af liv. Vi nød hinandens samvær, Nop viste mig rundt i byen, der havde været hendes udgangspunkt de seneste tredive år. De nye kvarterer, de supermoderne forretningskvarterer, de gamle, Chinatown, det kongelige palads med dets forgyldte kupler og de smukke templer. Vi nød ture på floderne og kanalerne, besøgte floating markets, slange- og krokodillefarme og kæmpemarkedet JT Market. Jeg var dybt fascineret og lærte Bangkok at kende som en fantastisk, eksotisk metropol, der aldrig sov.

Vi var klar over, at mødet i den virkelige verden kunne være noget forskellig fra vores indledende internet-flirt, der nu var resulteret i min tur til hendes fædreland. Nop ville gerne lære mig at kende, men hun var også forsigtig i forhold til at kaste sig hovedkulds ud i en romantisk affære fra samme øjeblik, vi mødtes. Hun ønskede, ganske naturligt, at mærke efter, om der var den samme kemi, som via vores internetkommunikation. Det var der gudskelov. De første par dage i hovedstaden mundede derfor ud i en beslutning om at tage en tur sydpå, til Hua Hin, en af Thailands populære byer, der ligger cirka tohundrede kilometer syd for Bangkok. Her bestilte vi et hotelværelse i udkanten af byen, i et luksuriøst hotel, der lå smukt placeret ud til en landets mange smukke strande.

Efter en hyggelig aftentur til Hua Hins myldrende centrum, fandt vi ned til hotellets bar ved stranden, hvor en velklædt og høflig tje- ner skænkede os et par Margaritas. Vi satte os på terrassen, tæt ved strandbredden. En stille brise kælede for vores ansigter og kølede os ned i halvmørket. Stranden var delvist oplyst af det kraftige lys fra hotellet og restauranten. Vi kunne skimte et ungt par, der gik og ledte efter noget i strandkanten. Det gik op for os, at de fangede krabber. Gravede dem frem fra deres huler i sandet, som indimel- lem blev skyllet over af de svage bølger. Der var ikke meget vind, så det var en let skvulpen, der fandt vej op til os. Vi nød lyden fra havet og betragtede nysgerrigt de to unge mennesker i strandkanten.

Jeg opdagede, at Nop virkede en smule tænksom, men pludselig rejste hun sig op og hev fat i mig. Jeg fulgte efter hende og lod mig trække med ned til strandkanten, hvor hun gik hen til det unge par og begyndte at parlementere med dem. Jeg anede ikke, hvad der foregik, indtil Nop fik overdraget spanden, som parret havde fyldt op med levende krabber. Da hun tog spanden og gik ned mod vandkanten og efterfølgende slap krabberne ud i bølgerne, var jeg klar over, hvad hendes mission bestod i. Krabberne myldrede lystigt af sted og forsvandt i det mørke vand, hvorefter Nop kom storsmilende tilbage til mig og det unge thailandske par, der stod og måbede. Det viste sig, at det fattige unge par havde fanget krabberne udelukkende for at få mad på bordet. Jeg måtte konstatere, at Nop her optrådte som en noget anderledes kvinde, end jeg nogensinde havde mødt før. Vi var stødt på et ungt, fattigt og sultende par, der samlede krabber for at få lidt mad, og så købte hun krabberne fri og sendte positive vibrationer ud i universet.

Da vi var vendt tilbage til vores plads på terrassen, fortalte hun mig, at hun fra tid til anden opsøgte fiskemarkeder i Bangkok, hvor hun købte levende fisk, for derefter at slippe dem fri i floderne. På et marked længere sydpå, havde hun engang observeret en mand komme anstigende med en pose fyldt med levende frøer. Dem havde hun ligeledes købt, for derefter at køre dem ned til en nærliggende flod, hvor hun slap dem ud i friheden. Mens hun fortalte mig det, strålede hendes ansigt. Det gav mig sådan en glædesfyldt fornemmelse, sagde hun, at se dem svømme ud i floden. Hun var buddhist, sagde hun, det var en del af hendes liv, hendes tankegang, og jeg kunne faktisk godt følge hende. Jeg har selv rimelig svært ved at kvase fluer, hvepse og edderkopper og sætter dem hellere ud i friheden, når de har forvildet sig ind på mine territorier.

Fra Kapitel 19

De næste par dage benyttede jeg atter til at downloade, printe og tilrettelægge de dokumenter, som jeg, efter endnu en grundig granskning på nettet, regnede med ville være effektive ved en fornyet ansøgning. Det gjaldt eksempelvis lønsedler, huslejekvitteringer, arbejdskontrakter, kontoudskrifter og identitetspapirer, herunder vores vielsesattest. En ny plastikmappe bugnede med papirer, og mandag den 21. januar 2019 satte vi kursen mod Nice.

Vi ankom til præfekturet klokken 8.30. Først klokken 9 ville de åbne døren, men køen var allerede lang, og vi stillede os op i køen og konstaterede, at køligheden havde lagt sig over den franske middelhavskyst. Vi stod og skuttede os i fire graders varme og ventede på, bogstaveligt talt, at blive lukket ind i varmen. Præcis klokken 9 gled dørene op, og vi småtravede frem mod skranke nummer tre. Efter to timers venten nåede vi frem til plexiglasruden. Damen beklagede, men nu lukkede de altså, klokken var 11. Jeg følte det som om min pande bragede mod plexiglasruden. Jamen, den er jo kun 10.58. Hun rystede blot på hovedet. Det var intet at gøre. Må jeg i det mindste stille et spørgsmål, spurgte jeg. Ja, vær så god, sagde hun. Kan vi overhovedet ansøge om en ny opholdstilladelse til min hustru? Vi fik et afslag den 26. September 2018. Ja, det kan I godt, var hendes svar. Der er gået to måneder fra afslaget, og dermed er klageperioden overstået. Det var en god nyhed, men også frustrerende, da ingen havde fortalt os det tidligere. Det var ikke beskrevet nogen steder, men jeg valgte naturligvis at glæde mig over det, og vi besluttede os derfor for at vende tilbage den følgende dag, men meget tidligere, så vi kunne være sikre på at komme til.

Tirsdag den 22. januar stillede vi os op i den udendørs kø klokken 7.45. Det var køligere end den foregående dag. Det var stadig fire graders varme, men der var en frisk vind, der gjorde luften noget koldere. Men til gengæld var vi forberedte. Vi havde taget termotøj på og medbragte varm kaffe i et termokrus. Ventetiden var nogenlunde til at holde ud, og endelig blev vi lukket ind i varmen. Efter to timers venten havde køen næsten ikke bevæget sig, men pludselig, klokken 11.45, nåede vi frem til lugen, og den var ikke, i modsætning til dagen før, lukket i klokken 11.00. Vi havde ovenikøbet fået et nummer, hvilket vi ikke havde fået den foregående dag.

Vi trådte forventningsfulde frem til lugen, da det blev vores tur. Damen, en korthåret kvinde med grå stænk i det sorte hår, granskede vores papirer. Hun gnaskede skødesløst på en tørret blomme, mens hun gennemgik papirerne. Meget hurtigt konstaterede hun, at mit kontoudskrift var mangelfuldt. Jeg havde printet en saldoopgørelse ud fra min franske konto, men det var et skærmprint, sagde hun, det kunne ikke godkendes. Jamen, det er det ikke, det er vitterlig saldoopgørelsen. Hun rystede på hovedet og sank resterne af blommen. Det skal være en verificeret erklæring fra banken.

Jeg tabte endnu engang underkæben. Der stod faktisk ingen steder, at jeg overhovedet skulle medbringe et kontoudskrift. Jeg skulle behandles som en EU-borger med lønnet arbejde i Frankrig, og det var hun faktisk heller ikke tilfreds med. Jeg havde, idet min nye CDI-kontrakt først blev skudt i gang den 6. december, kun én lønseddel med (udover de øvrige lønsedler fra min CDD-kontrakt), men det var ikke godt nok. Det krævede tre lønsedler, sagde hun. Men det stod der intet om i de officielle instrukser, som jeg havde læst på internettet. Endelig kastede hun hånligt mine øvrige papirer om indtægter og kontoudtog i Danmark til side. Det kunne de ikke bruge til noget. På det tidspunkt begyndte mit liv at krakelere. Jeg følte mig mentalt voldtaget af en skrankepave uden lige. Havde jeg gjort hende noget, havde jeg behandlet hende dårligt, ondt, uværdigt? Hvorfor fik jeg denne spand lort i hovedet af en kvinde, jeg aldrig nogensinde havde mødt før? Ved siden af hende, sad den selvsamme mand, som Nop og jeg havde mødt i maj måned året før, som med en helt anden attitude havde sluset os igennem med stort set de samme slags papirer, bortset fra, at jeg havde en CDD-kontrakt, hvilket oven i købet var dårligere odds.

Da det gik op for hende, at jeg mentalt var ved at have nået mine indre grænser, forbarmede hun sig over os og skrev på ansøgningsskemaet, at vi skulle prioriteres ved det næste fremmøde. Det vil sige, at jeg skulle sørge for de ønskede verificerede papirer fra banken, og så kunne vi komme videre med sagen. De ukvemsord, jeg hvislede mellem tænderne, nåede forhåbentligt ikke ind gennem plasticlugen, tænkte jeg på den tunge vej ud, hvor jeg måtte sætte mig på en bænk og synke den frustrerende oplevelse.



Comments are closed.