Signe Kibuuka Hermann anmeldelse

En fortælling, der sætter konkrete ord på en abstrakt og uforståelig situation

Europa og den grænseløse kærlighed’ er en historie, som alle 179 nyvalgte politikere efter valget Grundlovsdag efter min mening gerne må få udleveret som noget af det første, når de er blevet stemt ind. Den sætter ord på den konstante usikkerhed, den uigennemtrængelige lovjungle, den urimelige udlændingepolitik, det fjendtlige bureaukrati og den håbefulde kærlighed, som alle dansk-internationale par gennemlever.

Min far siger altid, at lykkelig kærlighed er kedelig at høre om: Folk mødes, sød musik opstår, og så har de det bare godt sammen og nyder hinandens selskab, uden at der sker særlig meget mere. Og det er da også rigtigt under normale omstændigheder, men desværre har gud Amor ikke taget den danske udlændingepolitik i ed. Når den gengældt elskede ikke er EU-borger, kan selv lykkelig kærlighed blive et dramatisk, medrivende og forstyrrende forhindringsløb.

Bogen ’Europa og den grænseløse kærlighed’ fortæller om sådan et forhindringsløb. Det er en fin kærlighedshistorie om to mennesker, der møder hinanden lidt mere end midtvejs i livet og er villige til – endda ivrige efter – at satse alt på hinanden, men det er også fortællingen om Danmarks behandling af udlændinge, og alt hvad der tilnærmelsesvis ligner udlændinge, selv når ligheden med noget udenlandsk kun opstår igennem et ægteskab mellem en dansker og en, der er født et andet sted.

Bureaukratisk klapjagt på enhver mulighed for afslag

Danske Jan og thailandske Nop mødes på et datingsite og finder hurtigt ud af, at de gerne vil hinanden. Så gerne, at de gifter sig og begynder deres liv sammen. Eller forsøger at begynde deres liv sammen. For der, hvor historien burde ende lykkeligt og blive uinteressant i andres øjne, begynder forhindringerne først at tårne sig op: De må forsøge at finde igennem en labyrint af kompliceret udlændingejura for at få hinanden, og det sender dem både ud i følelsesmæssige ekstremer og i eksil i Frankrig.

I en Ph.D.-afhandling om de danske familiesammenføringsregler beskrives kravene, som man skal leve op til for at få lov til at udleve sit dansk-internationale familieliv i Danmark således: ’Danske- internationale par skal være en slags super-borgere, der har styr på job, bolig, økonomi og alt muligt andet.’ For hvis der er noget af det, man ikke har styr på, koster det familielivet.

Jan og Nop får ikke lov at bo i Danmark, fordi Jan i et par måneder næsten to år tidligere modtog kontanthjælp. Og det på trods af, at Jan er over 60 år og har nogle medicinske behov, der måske ikke er så nemme at tilgodese i Thailand. Dansk-internationale familier har de samme problemer som alle andre, men i modsætning til alle andre kan problemerne betyde, at man ikke kan bo i sit hjemland med sin familie, og det er denne historie et meget fint eksempel på.

At gøre det abstrakte konkret og gøre op med klichéerne

Familiesammenføringsreglerne er svære at finde ud af. Og man kan se folks øjne blive glasagtige, mens deres opmærksomhed går på langfart, hvis man forsøger at beskrive vilkårene for dansk- internationale familie gennem lovgivningen. De kan ikke forholde sig til den enorme mængde af krav, eller til, hvad det betyder for ens hverdag. Derfor er historier som denne så vigtige. ”Show, don’t tell”.

Den konstante usikkerhed i forhold til, om man er købt eller solgt, om man er sluppet gennem nåleøjet, om man kan bevise, at man opfylder kravene, om den strategi, man lægger, vil vise sig at modvirke formålet i sidste ende, og de vanvittige krumspring, man må foretage for at holde håbet oppe og mulighederne åbne, bliver trukket helt ned på jorden og håndgribeliggjort gennem Jan og Nops ufrivillige eksil i Frankrig med alt, hvad det indebærer. 

Samtidig bliver både klichéerne om den uinteressante, lidt ynkelige, gamle mand og den halvt så gamle, asiatiske kvinde, der kun gifter sig for at komme til det forjættede land, gjort til skamme gennem de levende portrætter af både ham – der hverken er kedelig eller ynkelig – og hende, der ikke er 30 år yngre, underdanig, på udkig efter et bedre liv eller presset af sin familie til at give sin krop og sin evne til at foregive affektion i bytte for at kunne forsørge dem derhjemme. I stedet for klichéerne møder vi to hele mennesker af kød og blod, der gør kærlighedshistorien troværdig og vedkommende.

Det er en fin og vigtig fortælling, som enhver politiker burde læse. Og derudover enhver, der går op i medmenneskelighed, borgerrettigheder og familiepolitik.

Signe Kibuuka Hermann

Kulturskribent for Globalnyt og medadministrator på ‘De usynlige danskere’,



Comments are closed.