Uddrag fra Europa og den grænseløse kærlighed

….Jeg valgte, for at få lidt fred inde i de grå hjerneceller, der under spidsbelastningerne var gloende røde, at droppe teorierne og ac- cepterede, at sådan var det altså. Der var kun håbet om, at Nop fik et carte de séjour i Frankrig, tilbage. Med det i hånden ville hun uden problemer kunne rejse til Danmark, uanset om det handlede om at blive og søge opholdskort i Danmark, eller blot, som vi også ønskede og savnede at gøre, at besøge familie og venner. Som det så ud, dér i starten af november, hvor jeg kontaktede ambassaden i Paris, skulle jeg endnu engang rejse til Danmark uden min hustru, endnu engang skulle hun føle sig udenfor, afskåret fra at være sam- men med dem, hun holdt af på dansk jord.

Det bragte mig igen i vildrede. Der var ikke noget til hinder for, at jeg kunne rejse hjem i et par dage, men omvendt begyndte jeg at få lidt ubehagelige fantasier. Tænk hvis, mens jeg var væk, et afslag på vores appel røg ind ad brevsprækken, måske oven i købet akkompagneret med en besked om, at Nop skyndsomst skulle forlade landet, alt imens jeg sad og spiste fødselsdagslagkage i familiens skød. Det var en tanke, jeg næsten ikke kunne bære at tænke til ende. Skulle jeg blive, eller skulle jeg rejse? Jeg besvarede mit eget spørgsmål og blev. Trist over at svigte min mor, som dermed fejrede sin enoghalvfemsårsdag med kun to af sine tre børn omkring sig.

Dagene var næsten ubærlige i november måned. Den stadige venten og denne uforløsthed, der nogle dage, mange dage faktisk, gik mig på nerverne. Jeg skrev på livet løs, spyttede denne bogs kapitler ud, nogle gange bitter over at skrive de ting, jeg skrev, fordi uretfærdighederne stod så tydeligt og skreg mod himlen. Denne ubehagelige usikkerhed, utrygheden, denne venten på, at nogle andre skal tage beslutninger om, hvor og med hvem, vi skal have lov til at tilbringe tilværelsen med. Jeg havde fattet, at det meste af Europa rystede i bukserne af skræk over alle disse horder af fattige, forfulgte og sultne mennesker fra Afrika og Mellemøsten, der strømmede ind over grænserne, eller druknede i forsøget på overhovedet at nå en grænse, et land. Men Nop var jo ikke en af dem, hvorfor skulle hun være genstand for frygt for, at hun skulle finde på at bosætte sig i Europa. Hun bidrog oven i købet til samfundets snurrende hjul. Hun gik på arbejde hver dag, betalte sine bidrag til skat, pen- sion og sygesikring og var ikke en byrde for hverken det danske samfund eller det franske.

Vi var stadig i et dilemma, hvad angik vores mål for en fremtidig tilværelse. Skulle det være i Danmark eller skulle det være i Frankrig? Frankrig så det umiddelbart ikke ud til at kunne blive, men hvis det blev umuligt at få et visum til Danmark, kunne vi ikke starte processen forfra i Danmark, medmindre vi kunne slippe uset over grænsen til Danmark, via Tyskland. Altså ville jeg være nød- saget til at smugle min hustru ind over landets grænser i nattens mulm og mørke, med muligheden for at blive bombarderet med Inger Støjbergs kager eller ukvemsord fra en hjemmeværnsmand. Jeg indså, at jeg efterhånden var som en landflygtig. Jeg var i eksil i Frankrig, fordi jeg ikke umiddelbart kunne få min hustru med mig til Danmark…….



Comments are closed.